Tekstkunst

Der findes mange onlineværktøjer man kan bruge til at lave spændende billeder bestående af tekst eller tekstelementer.
Der kan både være tale om kunst med et indbygget "statement" (kunst med et sprogligt budskab) eller billeder hvor bogstaver, tal eller symboler anvendes til at skabe et grafisk udtryk.

At inddrage tekst i sine billeder kan være en måde at gå i dialog (kommunikere) med sit publikum, som ikke bare skal se på et motiv, men også forholde sig til hvad ordene fortæller.

Her er nogle eksempler på redskaber du kan lave tekstkunst med:


Wordle er et online tekstværktøj man kan bygge ordskyer med, som den du ser på billedet her. Det er supernemt: Tryk på "Create" > Kopier/indsæt en tekst eller ordliste, eller skriv de ønskede ord i den tomme boks > Tryk på "Go" og vent et øjeblik > Værktøjet laver nu en ordsky til dig > Brug menupunkterne til at redigere layoutet, skrifttypen og farverne. Når du er tilfreds kan du højreklikke på billedet og vælge "Gem som..." for at gemme det, og du kan også udskrive billedet.




  

Textify.it er et billedbehandlingsværktøj, hvor du kan uploade et billede og få det tryllet om til et billede bygget af bogstaver.
Du starter med at trykke på "Browse"-knappen for at uploade et billede. Herefter bruger du værktøjerne i menuen øverst til højre. Her kan du skrive de bogstaver du ønsker at bruge (i feltet "Character Set"), indstille baggrundsfarve, vælge skrifttype/formatering og justere størrelse og antal af bogstaver. Tryk på "Apply setting"-knappen for at se ændringerne. Når du er tilfreds med billedet gemmer du det (som en .jpg-fil) ved at trykke på "Save".


Med onlineværktøjet "Visual Poetry" kan man lave de fineste ordtegninger ved at tegne med strenge af en selvvalgt tekst.
Dvs. at man skriver eller kopierer/indsætter et stykke tekst, hvorefter man tegner et motiv med musen. I stedet for en almindelig tegnestreg kommer der bogstaver frem når man tegner.

Som navnet selv siger det er værktøjet oplagt at bruge, hvis du vil eksperimentere med at få motiv og tekst til at spille sammen, som i billedeksemplet her til højre, hvor motivet er en sol og teksten "I østen stiger solen op".

Jeg har skrevet et blogindlæg om hvordan man bruger værktøjet. Det kan du læse her.








Med onlineværktøjet Pinwords kan man dekorere sine billeder med forskellige teksteffekter. De færdige billeder kan deles med andre på sociale medier, via e-mail eller gemmes på computeren (højreklik på billedet > Gem som).
Man kan uploade sine egne billeder til værktøjet eller anvende billeder med en url-adresse.

Værktøjet er meget nemt at bruge og kræver ingen tilmelding/brugerregistrering. Med andre ord kan alle være med her.

Her får du god træning i at sige meget med få ord, og skabe balance og sammenhæng imellem tekst og billede. Prøv f.eks. at lave et selvportræt med tekst eller et mini-digt med billede.
















Ingen kommentarer:

Send en kommentar